Nu igen …

FormulaFashion

Nu er det sket igen; jeg har ladet vente på mig, ladet stå til og ladet være med at skrive her på bloggen. Undskyldninger er der eftersigende nok af, men I får alligevel et par stykker til samlingen her:

Nogen har brugt deres sommerferie på at rejse til eksotiske lande, på at slappe af og nyde livet og spise en masse is. Det har jeg ikke (lige bortset fra det med at spise en masse is – det har jeg dog fået plads til). Nogen vil måske argumentere for, at jeg faktisk også har brugt min sommerferie på at rejse rundt, men ikke i den gængse forstand. I juni måned flyttede jeg ud af det værelse, jeg ind til da havde lejet, og siden juni måned har jeg derfor boet i en kuffert. Fra Amager til Vindinge til Kulhuse til Nørrebro til Tårnby til Vanløse. Nu lyder det måske som om, at jeg er helt hjemløs, men det er jeg ikke. Planen er at min kæreste og jeg flytter sammen, når hans lejlighed er beboelig, men det er den bestemt ikke endnu – med mindre man kan undvære toilet, bad, køkken og mere eller mindre alt andet et normalt hjem plejer at bestå af. Så sommerferien er også gået med at sætte lejlighed i stand. Mellem flytningerne og arbejdet i lejligheden har jeg også fået tid til at tale med Lejernes LO og huslejenævnet, men hvis man vil vide mere om den saftige sag, må man hellere stikke mig et kald på telefonen eller en mail i indbakken, så uddyber jeg gerne. Og når jeg ikke har lavet noget af ovennævnte, har jeg arbejdet.

Det lyder måske som én lang klagesang, og det er det sikkert også. For ja, jeg ville helt klart hellere have brugt min ferie på at rejse til eksotiske lande, på at slappe af og nyde livet og spise endnu mere is. Men heldigvis kommer der en sommerferie igen til næste år. Ind til da vil jeg bestræbe mig på at være mere produktiv her på siden. Tak for tålmodigheden og undskyld ventetiden og alle undskyldningerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *