Hvad med moden?

portraet

Klokken er halv otte om morgenen. Til en afveksling er jeg stået tidligt op og står nu og tørrer dug af sadlen på min cykel. Jeg skal være i Cinemateket om en halv time, så jeg har god tid. Cykelturen derind fra Emdrup tager 20 minutter rundt regnet. Jeg tager den med ro.

Der er mørkt i Cinemateket, da jeg triller ind foran bygningen på Gothersgade. Det ser lukket ud. Men jeg ved, at arrangementet skal foregå her, og døren viser sig heldigvis også at være åben, da jeg vil skubbe den op. Jeg bliver vist ned i kælderen af en meget sød medarbejder fra Cinemateket, som spørger, om jeg skal deltage i Dansk Journalistforbunds morgenmøde om mode og journalistik. Det skal jeg.

I kælderen sidder allerede flere andre. Folk er stille. De sidder ved hver deres runde cafébord og drikker kaffe af papkrus og juice af plastikkrus og spiser croissanter, mens de venter på, at der bliver lukket op ind til biografsalen ved siden af. Nogle er optaget af at børste croissantkrummer væk fra deres skød og ned på gulvet. Gør det omhyggeligt med veltilrettelagte strøg med hænderne og ser på krummerne, når de daler ned på det kolde betongulv som gullige snefnug. Andre kigger på deres mobiltelefoner. Læser mails, scroller ned over deres Facebookfeed, spiller spil. Hvad ved jeg. Der bliver ikke udvekslet mange ord over morgenmaden, men det er også stadig tidligt på dagen. Jeg skænker selv en kop kaffe op, hælder en god sjat letmælk ned til mokkaen og finder et sted at sidde. Falder ind i mængden.

At falde ind i mængden eller at skille sig ud fra mængden. Jeg har aldrig fundet det nemt at vide, hvornår man skal gøre det ene eller det andet, og ofte skal man gerne gøre begge dele på samme tid.

På humaniora fik vi at vide, at vi skulle specialisere os, så vi ikke alle sammen kom ud i den anden ende med identiske profiler. Men samtidig skulle vi også passe på ikke at blive for nicheorienterede, for ville der så være nok stillinger for os at søge, når studielivet var slut?

Jeg valgte bestemt nichevejen. Jeg kender ikke andre cant.scient.bibler/designteknologer med flere års erfaring inden for både modebranchen og motorsportens verden. På det punkt skiller jeg mig ud fra mængden.

Udadtil ligner jeg til gengæld de fleste andre unge, universitetsuddannede kvinder i København. Netop i dag har jeg fx sorte bukser på, en hvid- og blåstribet skjorte, en gammel denimjakke fra en genbrugsbutik, et tørklæde i mærke jordfarver, lyse lædersko med snørebånd, en sort skuldertaske, den obligatoriske mulepose og håret sat op i en knold. Jeg kunne være hvem som helst.

Men det er ikke kun mig, som kan have svært ved at vide, hvor man skal befinde sig på fald-ind/skil-ud skalaen. Sådan er det også i modebranchen. På modemagasinerne skal man skrive om de rigtige brands og tendenser. Man skal skrive om det der sælger magasiner. Det som målgruppen gerne vil læse om (eller se på). Men samtidig vil man heller ikke ligne alle de andre modemagasiner, og derfor tager man somme tider chancer og putter måske en anderledes og opsigtsvækkende model på forsiden. Skiller man sig på den anden side for meget ud, risikerer man at magasinerne ikke bliver solgt, og så ender man i værste fald med at lukke ned, som tilfældet desværre er med magasinet Cover. Man kan godt få den tanke, at læserne af modemagasiner hellere vil have en-eller-anden-farve-er-det-nye-sort-journalistik frem for journalistik med indhold og kant. Det kan man lige tænke lidt over.

Apropos modemagasinernes læsere; Jeg er netop blevet gjort bekendt med gennemsnitsalderen på nogle af de danske modemagasiners målgrupper, og jeg var nær gledet ned af min postkasserøde biografstol. 11 år på Elle og 14 år på Costume. Det er jo vanvittigt!

Nå, det var et sidespring. Det er ikke altid til at vide, hvor man skal placere sig. Eller placere journalistikken om mode for den sags skyld. Er det kulturstof, forbrugsstof, livsstilsstof eller noget helt fjerde? De danske dagblade er tilsyneladende ikke enige i, hvor modestoffet hører til i aviserne. Det påpeger de to lektorer Nete Nørgaard Kristensen og Unni From også i bogen Kulturjournalistik – journalistik om kultur. Bogen bygger blandt andet på interviews med journalister fra forskellige danske dagblade, og journalisterne er tilsyneladende enige i, ”[…] at modestoffet netop er til konstant forhandling, hvilket betyder, at forskellige journalister – også fra samme avis – har forskellige opfattelser af, hvad det er for en slags stof, og af, hvor aviserne reelt placerer modehistorier”.

For mig handler det ikke om, hvorvidt modestof er det ene, det andet eller det tredje. For mig handler det om, at modestof både kan være det ene, det andet og det tredje. Ligesom jeg ikke kun er essensen af det, der skiller mig ud fra mængden, eller det, der inkluderer mig i mængden. Virkeligheden er meget mere grå – og grå er for resten det nye sort!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *