En lille appetitvækker

Blog_PagesSheets_BookPages

I anledningen af, at jeg i dag runder et lille, ubetydeligt hjørne (27 år for at være mere præcis), vil jeg afsløre noget ikke helt så ubetydeligt for jer. Som I måske allerede er klar over, har jeg i noget tid arbejdet på en skønlitterær novellesamling, og selvom den langt fra er færdig endnu, så er dele af den efterhånden i en stand, som jeg er nogenlunde tilfreds med. Derfor vil jeg i dag dele en lille passage af bogen med jer – en lille appetitvækker, om man vil – og det lyder således:

Vi står op næste morgen. Vi spiser morgenmad i hotellets morgenmadsrestaurant. En halv bolle med abrikosmarmelade, et blødkogt æg, en skål med friskskåret frugt, en kop kaffe med mælk og lidt appelsinjuice til at skylle det hele ned med. På station Barcelona-Passeig de Gràcia finder vi et tog til Montmeló. Det er fyldt godt op med mennesker og menneskers lugte, og vi må stå op i midtergangen. Vi lugter til andre og til os selv. Undervejs taler vi om den Formel 1-kvalifikation, vi om få timer skal overvære. Lucas taler mest. Jeg ved kun meget lidt om Formel 1. Et par løb har jeg halvt om halvt fulgt med i fra sofaen i stuen i lejligheden hjemme på Østerbro. Jeg ved, at der er 10 hold og 20 kørere – 2 kørere på hvert hold. Jeg ved, at der ikke nødvendigvis er 10 hold og 20 kørere hvert år. Jeg ved, at Lucas holder med Ferrari, og det har han altid gjort, og det vil han altid gøre. ”Forza Ferrari” plejer han at sige fra sofaen i stuen i lejligheden hjemme på Østerbro. Jeg ved også, hvordan jeg skal ødelægge den gode stemning. ”Slap af, hvor hårdt kan det lige være at køre en bil rundt og rundt igen og igen på de samme 5-6 kilometers asfalt? ”. Meget hårdt, det har jeg efterhånden lært. Det er noget med en masse g-påvirkninger. Jeg kan også ødelægge den gode stemning med et andet spørgsmål. ”Hvem er hun? ”. Kort og præcis, den slags spørgsmål der bidder. Han kigger forskrækket på mig, og han aner ikke, hvad han skal svare, så jeg bliver ved med at spørge; ”Hvem er hun dit utro svin? Hvem er hun hva’? Hvem er hun? Svar mig så! Vil hun have den i røven, er det dét? Hva’? Knepper du hende i røven og i kussen og i kæften? Så svar mig da! ”. Og jeg bliver ved med at spørge, mens han bare står paralyseret foran mig, som et dådyr fanget i lyskeglerne fra forlygter af en Suzuki Swift på en mørk landevej et øde sted på Lolland. Selv da jeg begynder at slå ham, står han stadig med det der dumtomme og svinagtige udtryk. Lugtene i togkupeen stirrer på os og tænker deres. De tænker nok, at hér står et dumt svin, der han været sin kæreste utro. Præcis som det er, det er jeg overbevist om. Men jeg spørger ikke. Hverken om det ene eller det andet.

Toget stanser ved stationen i den lille by Montmeló, og vi følger flokken af forventningsfulde Formel 1-fans ud af vognen. Lucas tager fat i min hånd. Svedige fingre fletter sig ubesværet ind mellem hindanden som velsmurte tandhjul i et gammelt mekanisk urværk. Vi køber to flasker vand i en bod på vejen og tømmer dem mens vi går. Lange køer bugter sig fra hver indgang til baneanlægget, da vi efter 30 minutters gang når frem til Circuit de Barcelona-Catalunya. Jeg kigger op på Lucas. Lucas kigger lige frem for sig.

Hvornår skete det? Hvornår begyndte vores øjne at frastøde hinanden? Som to ens ladede magnetiske poler. En buttet, kvindelig kontrollant beder om at se vores billetter. En anden beder om at se vores tasker. Vi giver dem begge hvad de beder om. Efter et par hurtige kig og en overfladisk gennemrodning får vi vores billetter og tasker igen. Lyden af hvinende dæk og kraftfulde motorer fylder allerede luften omkring banen. Det er ikke Formel 1, forklarer Lucas. Ikke endnu. Lyden kommer fra GP2-racerne. Det ved jeg ikke, hvad er for nogen, og jeg orker ikke at spørge ind til det. Et anderkendende nik er den eneste respons jeg kan præstere. Vi følger en sti langs banen, og af og til dukker de hurtige racerbiler frem fra et sving. Larmen intensiveres, hver gang en bil nærmer sig, og den aftager, når bilen få splitsekunder efter er væk igen. Men larmen forsvinder ikke. Den kommer i bølger, men er konstant tilstede. Jeg glemmer Lucas for en stund, og lader lyden fylde mig op i stedet. Aldrig har så meget larm været så beroligende. Jeg tænker ikke. Jeg lytter kun.

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/c/3/formulafashion.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399

1 Kommentar

  1. niels teinhart

    Den skal nok blive god 😉

    Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *